“The Shadow that bred them can only mock, it cannot make: not real new things of its own.
I don't think it gave life to Orcs, it only ruined them and twisted them (...)”
Dette passer også på the ringwraiths der,
som forklaret tidligere, oprindeligt var mennesker der ville bruge ringene
godt. Det peger også i retning af den Wraithing-proces jeg forklarede
tidligere. Dette syn på den ikke-eksisterende ondskab har stor autoritet,
både i sig selv og ved dens ratificering af den ortodokse Kristendom.
Det har også en vis ret i virkeligheden, idet at (næsten) alle
forbrydere undskylder sig med noget godt: løftebrydere siger at omstændighederne
har ændret sig, tyve siger de har brug for pengene, og grusomheder
bliver undskyldt som gengæld for tidligere grusomheder. Vi kender simpelthen
ikke til nogen der har gjort noget ondt, bare fordi det er ondt.
Problemet med dette syn på ondskaben er at det er
anti-intuitivt, og i visse sammenhænge farligt. Hvis man, for eksempel,
drager den konklusion at man skal blive militærnægter, og nægte
at kæmpe imod hvad der ser ud til at være ondt, i det henseende
at ondskab bare er en misforståelse, bringer man sig selv i fare. I
Tolkiens henseende vil det have betydet at overgive sig til tyskerne i 2.
Verdenskrig; til koncentrationslejre, gaskamre og lignende. II
Tolkien benytter sig derfor også af en anden løsning
på problemet med ondskabens oprindelse, nemlig det mannikæiske
syn på ondskab.
Ondskab ifølge Manichaeas
Dette syn på ondskaben bliver første gang
beskrevet af Manichaeas i midten af det tredje århundrede. Det har
aldrig fået den ”officielle” status som det boethianske har, men skaber
derimod sig selv spontant udfra almindelig erfaring. Den mannikæiske
eller dualistiske opfattelse af ondskab er at selvom det er meget fint at
give filosofiske udtalelser om ondskaben så findes ondskaben virkelig,
og den er ikke bare en mangel på godhed. Den er en levende kraft eller
et levende væsen i sig selv. Manichaeas mente, at godhed og ondskab
var to nødvendige men ligevægtige og modsatte kræfter,
som kæmpede for overlegenhed på jorden. Dette implicerer at visse
ting og væsner i bund og grund er onde. Derudover er ondskab
også noget der skal bekæmpes; ikke med alle midler (for hvilket
en pointe kan findes i afsnittet om Saruman), men med de rette midler; hvis
man endvidere ikke gør nogen modstand i håbet om det Almægtige
vil gøre alt godt, opgiver man sin pligt og sit ansvar. Faren ved
dette synspunkt er at det svæver på grænsen til kætteri
i forhold til kristendommen, og Tolkien kunne, som en stærkt troende
katolik, ikke acceptere kætteri. Det viser sig dog at han har en vis
tolerance overfor den mannikæiske ondskab, idet at LotRs plot bliver
drevet af denne modsætning imellem de boethianske og mannikæiske
meninger; imellem ondskab som en mangel (”the Shadow”) og ondskab som en
kraft (”the Dark Power”). III
Tolkiens univers har dog, som i mange fantasy-romaner,
ikke en total ligevægt imellem godhed og ondskab som det ”ægte”
mannikæiske syn på ondskaben har. Her virker godheden nærmest
som PreviousNextHometop