Dette er en klar parallel med Lucifer der sagde:
”Better to rule in Hell than to serve in Heaven.”
Hvis man vil bruge noget ondt (her: Ringen) til
et godt formål, vil det til sidst fordærve en, og man vil til
sidst bruge det til onde formål.
Sauron
Sauron er i LotR et kraftigt symbol på den mannikæiske
syn på ondskab6. Han bliver også kaldt the Shadow og the Dark Lord.
Dette giver ham også en tvetydighed mellem mannikæisk og boethiansk
ondskab ligesom Ringen. Der er også en hvis ret i det, da Ringen er
en del af ham som der bliver fortalt i II/2/248:
”(…) the treasure of the Enemy, fraught with all his malice; and in it lies a great part of his strength of old.”
Han er også en personifikation af ondskaben,
og derved skaber Tolkien en virkelig modstander (hvor formløs han
end er) i stedet for ondskaben som abstrakt begreb. Han virker også
som den ”onde fjende” man ser i næsten alle fantasybøger. (jf.
afsnittet om den mannikæiske ondskab)
Mordor
Mordor er Saurons hjemsted, hvor hans borg Barad-dûr
ligger. Tolkien beskriver Mordor som et øde landskab hvor meget få
ting kan gro; træer er bare og døde, og det eneste der gror
er tornekrat. Han bruger det til at vise ondskabens indflydelse på
landskabet, på samme måde som godhed har det i the Shire. Desuden
findes der store moser og sumpområder som er et symbol på tristhed
og opgivelse. Ondskaben i LotR er jo netop fordærvelse af sindet, og
derfor bruger Tolkien Mordor som det ondes sind projiceret ud i omgivelserne.
Orcs (Orker)
Der gives to billeder af Orker igennem LotR. Et billede
gives i citatet her hvor orkerne taler om Frodo (IV/10/722):
”The big fellow with the sharp sword doesn’t seem to
have thought him [Frodo] worth much anyhow – just left him lying: regular
elvish trick.”
De taler her om at efterlade en såret kammerat i
felten. Dvs. de taler om moral og om hvad der er ”godt” og rigtigt. Dette
korresponderer med det boethianske syn på ondskab, idet at der må
være noget godt der gør at de taler om moral; en rent ond figur
ville ikke tænke nærmere over det. Senere siger de om en ven
de fandt i Shelobs spind (IV/10/723):
”(…) found him in a corner; hanging up he was, but he was wide awake and glaring. How we laughed!
She’d forgotten him, maybe, but we didn’t touch him – no good interfering with Her.”
De taler om moral men kan ikke selv følge den.
De har ingen selvkritik. Dette er et tydeligt bevis på at ondskaben
bare er en mangel – en skygge af godhed. De har dog en sjæl og en fri
vilje.
Previous Next Home top