Dette nyfundne ansvar som er blevet givet til det almindelige individ, er i overensstemmelse med vores vedvarede spirituelle evolution. Ligesom mennesket stræber efter Gud, søger Gud mennesket. Vi ser denne tiltrækning mellem Gud og mennesket i udviklingen af vores mytologi i gennem tiderne. I de første mytologier var guderne elementer. Guderne var solen, vinden, himlen, jorden og havet. Senere var de i dyreskikkelser. I den egyptiske mytologi var guderne halvt menneske og halvt dyr, og senere i den græske mytologi fik guderne skikkelser som mennesker, alt imens deres tidligere dyreformer nu blev til deres symboler.
    Den mest interessante ændring der kan findes i myterne er den voksende grad af interaktion imellem mennesket og Gud. I den græske mytologi fik guderne en seksuel interesse for mennesket og skabte derved en race af helte og semi-guddommelige væsner som for eksempel Herkules. Som næste led kom fødslen af det total guddommelige væsen. Helligånden kom ned og befrugtede Jomfru Maria. Gud blev menneske i form af Jesus Kristus.
Alligevel var Kristus speciel idet at han var født fri for Arvesynden. Næste led i den fortsatte inkarnation af Gud ville være for Gud at blive det almindelige menneske – dvs. at manifestere sig i os alle. Kristus blev hurtigt fulgt af Helligåndens nedstigning; hvor Gud tog bolig inde i os alle.  
    Det almindelige menneske er det nye fokus for den fortsatte udvikling af Gud. I Lord of the Rings er det almindelige menneske symboliseret af den simple hobbit Frodo. Ligesom Frodo er nødt til at bære Ringens byrde, har vores tidsalder, med opdagelsen af Jeg’et og den bevidste opfattelse at Gud er inden i os selv, lagt nye krav og byrder på individets skuldre. Hobbitterne er altså en slags anti-helte som viser vores forsagelse (eller rettere: optagelse) af Gud og accepten af at vores skæbne ligger i vore egne hænder.
    Tolkien bruger derfor hobbitterne til at vise at mennesket skal tage sin skæbne i sine egne hænder og tage ansvaret for sit liv. Grunden til at han bruger lige præcis hobbitter er først og fremmest størrelsen. De virker små og ubetydelige, men rummer mere end øjet ser. Gandalf udtrykker det bedst (I/2/61):
“Hobbits really are amazing creatures, as I have said before. You can learn all that there is to know about their ways in a month, and yet after a hundred years they can still surprise you at a pinch.”

    Da hobbitterne er paralleller på virkelighedens mennesker siger Tolkien her at mennesker også kan overraske selvom man tror men kender dem. De kan pludselig rejse sig og yde noget meget større end man tror de kan.
    Grunden til at han ikke bruger ”ægte” mennesker i bogen er fordi fantasy genren oftest portrætterer mennesker i hovedroller som mytiske helte, og Tolkien ville jo netop undgå at have en helteskikkelse som hovedperson.
Previous    Next    Home    top